Det er åndedrættet jeg kan mærke. Det er murene, der gisper. Det er anspændtheden, der sætter sig i tværbjælkerne og det urimelige press, der lægges på overliggerne. Det højst mulige press overalt. Og så er der pynt. Industrielt pynt, som er noget arkitekterne kan lide. Det er bygningens privatliv, som vi løfter sløret for. Det er noget med at være ærlig. Virkelig ærlig omkring alting, og det skal vi takke dem for, for så kan vi selv holde på vores hemmeligheder, og de på deres. Og vi kan stoppe med at bruge ord, der siger noget om vores følelser og vores ideer om verden og samfundet. Bygningen har talt. Men det er måske sådan den ser ud, vores architecture parlante. En strøm af forsømte ord. En visnende hvæsen. En efterklang af mening.

Om bygningen skal der ikke siges mere eller mindre, end at den nu findes. Den er nødvendig. Og det kan vi se at den er, når dens temperaturregulerende rør og energioptimerende skakter gøres synlige. Selv min tilstedeværelse er nødvendig, forstår jeg. Alle klapper. Rummet fyldes med lige dele alvorlige miner og forvirrede smil. Ingen trækker vejret.

Bygningen er tom og virker meget lille. Alt det der skal ind i bygningen er ikke kommet ind endnu. Tingene og menneskene. På plantegningerne virker den meget større. Når man flyver igennem den, som et spøgelse, i den 3D-renderede version. Det er nok fordi man oplever bygningen uden en krop. Kroppen fylder meget. Det er når bygningen er ny, at den virker lille. Når der er gået noget tid vil den mere og mere komme til at ligne de 3D-visualiseringer som gik forud for den, med pap menneskene. Men det er sådan den er lavet, med pap i sinde. Og nu bliver vi pappede af den. Og den pappede kvalitet er ikke uskyldig. Den er let, effektiv og funktionel. Men så lav den dog af pap, er der én der siger. Jeg ser mig omkring. Ingen reagerer. Det var kun mig, der sagde noget om pap. Bygningen hvæser.

Bygningen skal forsvinde, som kroppen og skoven og alt andet af materiel karakter, som har eksisteret i mere end ti år. Den er allerede et minde. Bygget som et minde. Et fantasivæsen uden karakter. Sangdråber i koldt glass. Uelskede sten, som er fanget i deres struktur. Men så kan de lade som om de kan slippe fri. Så kan de lave en teori om hvorfor, og hvordan, de er fanget. Så kan de finde sammen om at være fanget. Så kan de råbe med store stemmer og stille krav. Sådan skal de gøre, hvis de vil have en chance for at blive fri af deres struktur. Bygningen hvæser.

Jeg inviteres indenfor af muren. Jeg råber af den og samler skrald op fra gaden. Jeg spiller musik for blomsterne. Jeg fortæller alle der vil lytte, at brug af ordet “politi” er fordoblet over de sidste 100 år. Jeg sparker til en dåse. Jeg flyver med min hær af anspændtheder direkte ind i muren, som jeg ikke kan se, fordi den er usynlig, når den ikke har nogen betydning. Den er bare en grænse, der holder vejen med selskab. Jeg vil have mere end en mur. Jeg vil bygge mig et tårn, rundt, som i det gamle Bologna. Uden vinduer. Vi har Manhattan, kan du sige. Men dér er der ikke klokker i toppen, og det er vigtigt. Jeg vil sidde i tårnet, midt i byen, ved den ottende klokke, fyrre meter oppe. Udenom er der andre, der ligesom mig sidder oppe i deres tårne, uden vinduer. De lytter efter det første slag, og så ved de, hvad de skal gøre. 5040 permutationer. Middelalderens konceptkunst i surround-sound. Ægte Atmos. Bedre end Dolby. En hyldest til dødens karteller og de snævre stier, der sluser os fra dørnummer til dørnummer. De fulde mænd, der ringede med klokkerne i middelalderens England, holdt de onde ånder væk. De var anarkister og kunne finde på at tilbageholde den hellige lyd med politisk motivation. Lyden var ikke hellig for dem. Den var et våben. Et usynligt våben, der blev støbt i rusen og i fornægtelse af produktivitet, og med en vision om et bredere demokrati, højt oppe under klokkerne, i fællesskab, i tårnet, på kroen, i kroppen, der nægter, der hvæser.

I den bygning jeg står i nu er der vinduer. Ideen om udsyn er kommet med i designet. Men nogle af vinduerne har mursten foran. Det er en del af konceptet. Man kan ikke se noget ud af vinduet. Kun lyset, der kommer ind gennem sprækkerne mellem de forskudte sten. Her, fra det indendørs perspektiv, kan jeg pludselig se muren, og jeg kan forstå hvad det var den fik mig til at føle, da jeg stod på den anden side af den. Vi har observeret systemet, men kun set på tallene. Vi har tænkt over mangfoldigheder, men kun set på det enkelte i lys af kombinationerne, og måske kun siddet i tårnet for andres skyld. Stående ovationer til Sankt Barbara. Det rene fantasi. Det er, hvad der kommer fra de vinduesløse tårne. Og en væmmelse ved virkeligheden.